Som mange ved har jeg haft et utrolig kaotisk år, min far døde i slutningen af Februar, den efterfølgende sorg samt det der var før han døde, været ude og inde på Herning sygehus i 6 måneder, de sidste 2 måneder 100% indlagt.
Vi fik et håb da han skulle starte på laser behandlingen imod hans kræft, dog var hans tilstand blevet så kritisk da han skulle starte at det ikke kunne lade sig gøre.
Hvad har jeg så lært / fået ud af alt det der er sket i dette kaotiske år? Jeg har fået bekræftet at det eneste der er sikkert her i livet er at vi alle skal dø, det eneste der er usikkert er hvornår og hvordan. Jeg havde taget det meget pænt i tiden efter han døde, det er dog ved at overhale mig indenom, alt det her eksamens lort giver mig for meget tid til at tænke andet end skole og arbejde. Jeg havde før ikke givet mig selv lov til at sørge og tænke det igennem før nu, det har givet mig mange søvnløse nætter hvilket har resulteret i at jeg sover om eftermiddagen i stedet.
Man fra min klasse har også undret sig over hvordan jeg kunne komme så hurtig videre, det kan jeg nu svare på og svaret er simpelt, er jeg heller ikke, det ligger hele tiden og venter, og har da også flere gange vist sig når jeg har drukket hvor jeg har været nød til at snakke om det (Tak Nikkelborg !). Jeg spår at de næste par måneder bliver hårde, fortiden indhenter mig, selvom jeg havde tænkt mig at kører det hele videre i min fars fodspor, lev i nuet!
Om det så bliver noget jeg kan forholde mig til, kan kun tiden vise, jeg håber selv at det kan jeg, men det er svært at svare på nuværende tidspunkt.